Grønløkkeskolen - en ung skole

Artikel i anledning af skolens 25 års jubilæum – oktober 2001

Første skoledag

I august 1978 kunne jeg som nystartet skoleleder ved Grønløkkeskolen byde velkommen til årets skolebegyndere. Det var en stor dag for mig. Det blev det efterfølgende hvert år, når jeg modtog nye børn til børnehaveklasserne.

Jeg kaldte de nye 6-årige elever ind til mig i midten af rummet, hvor jeg aftalte med børnene, at jeg måtte låne deres mødre og fædre til en kop kaffe i kantinen, medens de selv skulle have det sjovt i klassen sammen med børnehaveklasselederne.

Under kaffen sammen med forældrene fik jeg lejlighed til at præsentere skolens hensigter og mål, og forældrene kunne stille spørgsmål. Et af mine faste punkter var at foreslå et udvidet samarbejde i de næste 10 år baseret på tillid og positive forventninger.

Jeg forslog, at begge parter skulle sortere i, hvad børnene fortalte fra henholdsvis skole og hjem, således at vi i første omgang kun troede på halvdelen af, hvad vi hørte.

Jeg opfordrede også forældrene til at lære hinanden at kende, da de skulle være forældre sammen ved skolen i 10 år. Jeg fortalte, at vi forudsatte et stort fremmøde ved alle arrangementer på skolen, og at vi satsede på, at børnene blev så glade for at gå i skole hos os, at de ikke ville flytte fra Tranbjerg.

Jeg anbefalede, at hvis det ikke var muligt for begge forældre at møde, når skolen kaldte, at det var barnets far, der mødte hver anden gang. Jeg fik mange smil fra mødrene i den anledning.

Prøveprædiken.

Ved min første kontakt til Grønløkkeskolen i februar 1978 mødte jeg Bent Gadgaard, som engageret fortalte om, hvad skolen i sin korte historie allerede havde opnået, og hvad skolen forventede af fremtiden. Jeg identificerede, at skolens værdier var fællesskab, engagement og humor. Efter ansættelsessamtale i skolenævnet blev jeg inviteret til en samtale med de 11 ansatte lærere, som oplagte og nysgerrige interviewede mig om, hvad jeg ville lægge vægt på som skoleleder. Jeg slog undervejs ud med armene af ivrighed eller nervøsitet og væltede derved min ølflaske. Jeg fortalte lærerne, at jeg i samarbejde med dem ville fortsætte udbygningen af den skolekultur, som de allerede havde grundlagt.

Langhåret skole.

Grønløkkeskolen havde i de første år ry som en skole med en langhåret pædagogik. Vi mænd havde ganske vist langt hår, skæg og krøller, og de voksne legede med bold og trehjulede cykler til sommerfesterne. Ja, vi var unge dengang.

Der var fra starten en engageret og humørfyldt atmosfære på skolen. Alt var muligt. De pædagogiske bremseklodser blev ikke slidte. Fra skolens start i 1976 var etableret et udbygget samarbejde med forældrene, som følte sig som en vigtig del af pionerarbejdet med at udvikle en god skole.

Der var blandt lærere og ledelse stor bevidsthed om, at skolen skulle være et godt lærested og værested for både børn og voksne. Børnene tilegnede sig faglig viden og færdigheder og udviklede selvværd og selvtillid. Vi var meget opmærksomme på det enkelte barns udvikling og greb målrettet ind over for tilløb til mobning.

Som den første folkeskole i Danmark indførte vi elevplaner fra 6. klasse. Elevplaner er dialog mellem lærere, elev og forældre om elevens udvikling af faglig, personlig og social kompetence. Intern evaluering muliggjorde, at forældrene gav lærerne feedback.

Vi voksne respekterede hinanden og morede os sammen med børnene. Når vi var uenige, var vi det på en redelig måde. Vi havde livsmod og var gode forbilleder. Vi viste børnene, at vi havde fælles værdier.

Forældrene oplevede, at børnene var glade for deres skole og deres lærere, hvorfor forældrene værdsatte skolen og lærerne, hvilket gjorde os glade og fastholdt vort engagement.

Efterhånden fik Grønløkkeskolen et meget positivt ry, som bevirkede, at vi fik søgning fra andre skoler. Vi var altid omhyggelige med at indgå gensidige aftaler med både elev og forældre, før vi accepterede overflytning. I langt de fleste tilfælde skabte lærere, forældre og elev i fællesskab en succes med sådanne overflytninger.

Traditioner.

Fra starten var skolen opmærksom på betydningen af at etablere gode skoletraditioner. Vi afholdt skolens fødselsdag og arrangerede skolefest, idrætsdag, Lucia-optog, juleafslutning, sommerafslutning, teater- og musikforestillinger, hvor hele skolen altid deltog. Der var regelmæssige fællesmøder med sang, optræden eller fortælling. Vi voksne nød at optræde for børnene - ofte improviseret. De mange fællesarrangementer trænede børnenes koncentration, og vore gæster komplimenterede dem herfor.

Flot forældreopbakning.

Forældrene gav fra starten en flot opbakning til skolen. Det viste sig ved et stort fremmøde ved skole-hjem samtaler, møder og fester i klassen, årgangsmøder og skolefester. Forældrene tog mange fælles initiativer: Grønløkke Festdage, forældre/lærerfest med revy, forældreforening, hyttefond, Grønløkke Aftenskole. Skolen var åben og imødekommende over for disse initiativer, der var til gensidig glæde og inspiration. Det blev eftertragtet at tilhøre Grønløkkefamilien. Mange af husene på vængerne i Tranbjerg var små, men i stedet for at flytte til større huse andet steds i kommunen, valgte mange at bygge til. En medvirkende årsag var, at børnene ikke ønskede at flytte skole.

Vi plantede skov sammen.

Det lykkedes at motivere Århus Kommune for, at Grønløkkeskolens elever, forældre og medarbejdere kunne plante en stor løvskov på 7 hektar i området mellem Tranbjerg og Hasselager. Projektet blev udvidet til også at omfatte Tranbjerg Skole, og i løbet af 2 uger i oktober 1983 plantede alle børn og voksne fra de 2 skoler 3000 ammetræer og lagde 6 tons agern i jorden på en mark for enden af Børupvej.

Hver dag kom et antal klasser ud for at grave huller, plante ammetræer og lægge agern i jorden. På et tidspunkt hjalp jeg en 6-årig pige fra en af børnehaveklasserne med at grave et plantehul. Da hun havde trådt jorden til efter plantningen, sagde hun: ”Magne, hvor stor tror du mit træ er, når jeg bliver en gammel kone”. Jeg pegede over mod nogle høje træer i hjørnet af marken og fortalte hende, at hendes træ ville være lige så højt, når hun blev en gammel kone. ”Nej, hvor jeg glæder mig”, sagde hun. Skoven kaldes i dag Tranbjerg Skov. Vi plantede i fællesskab en skov, ”der fortsat vil stå, når vi er gået i knæ”. 

Skolens ledelse.

Vi arbejdede godt sammen i skolens ledelse med kompetent assistance af vores sekretær. Vi anså ledelsens forskellighed som en kvalitet, der var værdifuld for skolen. Vi førte ugentlige samtaler og var enige om at respektere hinandens synspunkter, hvorfor vi nogle gange kunne meddele lærerne, at ledelsen var enige om at være uenige.

Efter et par år blev vi enige om at inddrage en lærer i ledelsen. Da sagen var principiel, blev den forelagt undervisningsministeriet, der ikke kunne sanktionere omlægningen af ledelsestiden af frygt for præcedens. Vi valgte at tolke svaret som en mulighed.

Høvdinge med nysgerrighed og begejstring.

Frem til 1986 ansatte vi nye lærere hvert år. Flertallet af dem er her i 2001 stadig lærere på skolen. Vi havde hvert år mange ansøgere, både nyuddannede og erfarne. Når lærere ringede til skolen for at få et møde inden ansøgningsfristens udløb, sørgede vi altid for, at de ud over skolens leder mødte 2-3 andre medarbejdere. Hensigten var at sikre, at vi gav ansøgeren en alsidig information, men også således at vi efterfølgende kunne udveksle førstehåndsindtryk.

Jeg var selv opmærksom på, om ansøgeren var nysgerrig og kunne begejstres. Min antagelse var, at en forudsætning for at kunne begejstre børn er, at læreren selv kan begejstres. Vi oplevede nogle gange stor uenighed, hvorfor jeg ved en lejlighed måtte slå på koppen i det store frikvarter og erkende, at jeg selv havde været ude om, at der nu blev talt med store bogstaver, når jeg havde ansat så mange høvdinge. Som overhøvding forslog jeg, at vi ved næste møde startede med at ryge fredspiben. Humor og selvironi bevirkede, at energien i en konflikt blev vekslet til løsningsmuligheder.

Pædagogisk udvikling.

Grønløkkeskolen har fra starten været en skole i pædagogisk udvikling. Vi havde den fordel, at vi ingen fælles erfaringer havde eller en forforståelse, der først skulle aflæres, før vi kunne komme videre. Til gengæld måtte vi bruge energi og tid på at drøfte og beslutte, hvad der nu skulle gælde. Skolen fyldte meget i alle medarbejderes tilværelse, og vi lærte af hinanden og sammen. Et år havde vi en studiekreds i organisationsudvikling: Grønløkkeskolen – en ung skole. Et par af lærerne evaluerede forløbet med et skilt på lærerværelset: Vi ville så meget – vi nåede så lidt. Jeg har en anden opfattelse: Vi ville meget, og vi nåede meget.