Lærer ved engelsk skole

Magne Uldall-Jessen var i 7 måneder i 1965 ansat ved en en­gelsk skole. Han skrev i Dansk Pædagogisk Tidsskrift, nr. 1, 1966 om sine erfaringer fra skolen.

Longfields County Primary School - 30 km. fra Oxford,  hvor jeg blev ansat i ja­nuar 1965, var helt ny, da vi rykkede ind. Ele­verne - 360 fordelt på 9 klasser var overflyttet fra 3 overfyldte naboskoler, hvor de havde været vant til traditionel undervisning med bordene i rækker, højt­læsning fra læsebog og konservative omgangsformer. Det var en om­væltning for børnene, da de blev præsenteret for klasselokaler og un­dervisningsform på deres nye skole.

Skolen var bygget og indrettet til individuel undervisning og gruppeundervisning. Der var ingen 2-mands borde, kun gruppe­borde med plads til 6 eller 8 elever ved hvert bord. Klasselokalet var ved hjælp af mure delt op i kroge. Hvert klasselokale havde egen indgang, garderobe og toiletter, som børnene frit kunne benytte i løbet af skoledagen.

Rundt langs væggene var der mange hylder, som var gode til at arrangere små udstillinger af ting, der optog børnene eller havde relevans til deres arbejde, eller til at udstille bøger og materia­ler, før et nyt emne blev startet. Der var opslagstavler på alle vægge. Mod syd var der et stort vindue, hvor eleverne kunne dyrke planter til iagttagelse af spiring og vækst, udstille glas med insekter eller fremvise modeller af et forårslandskab eller en typisk engelsk landsby.

I en af krogene var der altid staffelier og farver parat til brug. Et langt bord med håndvask var velegnet til kartoffeltryk, papmache, farvning af stoffer eller modellering i ler. Bordet blev også anvendt til fysikforsøg med simple instrumenter: magneter, gummi­slanger, balloner, skålvægt, batterier, glas m. m. Var vejret godt, blev havedøren lukket op ud til en udendørs arbejdskrog, og de, der hav­de lyst, kunne gå derud og arbejde.

Klasse med 40 elever

Jeg havde en klasse med 40 elever i alderen 10 og 11 år. Det var bevidst, at der var 2 aldersgrupper i hver klasse, idet de ældste i visse situationer skulle fungere som hjælpelærere for de yngste. Det at lære af hinanden og arbejde sammen blev simpelthen en nødven­dighed. Jeg benyttede det i min undervisning, idet jeg nogle gange kunne nøjes med at instruere 2 elever i nye fremgangsmåder, hvorefter jeg senere kunne henvise andre til at søge hjælp hos disse "instruktører".

Der var ingen timeplan, idet alle lærere havde egen klasse til samtlige timer hver dag fra 9-16. Ingen skoleklokke afbrød intens koncentra­tion; læreren sendte sine elever ud til frikvarter og kaldte dem selv ind. Eleverne blev efterhånden så engagerede, at de kunne holde frikvarter, når de havde behov og lyst.

Undervisningens indhold

Skoledagen startede roligt. Mange af børnene mødte før ti­den og gik direkte ind i klassen, hvor der altid var noget interessant at beskæftige sig med, eller nogle små plig­ter, der skulle gøres. Der var næsten altid et par elever, som var begyndt på noget særligt spændende dagen før, og som derfor fortsatte, hvor de var kommet til. Da klassens skakklub var blevet startet, var der altid børn forsamlede om at spille skak om morgenen. Skolens lærere mødte et kvarter før skoletidens begyndelse. På det tidspunkt var børnene allerede så optagne af forskellige gøremål, at kun få lagde mærke til lærerens ankomst.

Dagen begyndte med, at læreren skrev dato og program på tavlen. Punkterne var vejledende, idet børnene næsten altid var i gang med deres egne opgaver. Der var dog visse ting, de skulle klare i løbet af dagen. De skulle skrive en artikel om et selvvalgt emne, læse nogle sider i deres frilæsningsbog og løse en passende mængde matematikopgaver.

De fleste startede hver morgen med at skrive en kort tekst om et selvvalgt emne. De fandt måske oplysninger fra leksikon og håndbøger. Teksten skulle illustreres med en tegning og være skrevet med pæneste håndskrift. Selvom der var stor for­skel på emnerne, indholdet og ortografien, fik alle elever træning i at skrive og forme sproget netop på eget trin ved at skrive om emner, der interesserede den enkelte. Der blev lagt vægt på, at eleverne indflettede deres egne erfaringer eller mening om emnet. Børnene fik en tydelig fremgang i behandlingen af sproget, foruden at deres emnevalg blev mere varieret. Nogle overskrifter kan illustrere spændvidden af deres emnevalg:

• Min mening om krige
• Børn og fjernsyn
• Sahara
• Vor tur til London
• Vore gæster
• Stenaldermanden i England

En gang om ugen digtede de en historie, der skulle illustreres. Hver elev udvalgte hver måned sin egen favorithistorie, som skulle renskrives med bedste håndskrift. Elevhistorierne blev ind­lemmet i klassens bibliotek og var skattet læsning for de andre.

Børnenes stavefejl blev skrevet op i personlige ordbøger. En gang om ugen blev staveordene fra ordbøgerne trænet. På den måde lærte hver elev netop de ord, han havde svært ved at stave.

Børnene var gode til at skrive digte og brugte enhver lejlig­hed som inspiration. Nedenstående digt er skrevet af Pauline, 11 år, i forbindelse med emnet sommer.

I close my eyes

and lay my head on my pillow.

And darkness roams my face.

How short and bright summer is.

No longer can I think but dream.

The darkness in my eyes

turn to hills, lakes, trees,

flowers - red, white, blue.

Horses prancing,

Children gaily dancing.

Bluebirds fly chasing by.

Der blev læst mange bøger. Efter fælles aftale måtte der ikke snakkes i biblio­tekskrogen, idet det ville forstyrre dem, der ønskede at koncentrere sig. Ellers blev børnene ansporet til at bruge talesproget bl. a. til oplæsning af egne digte og historier. Var de under læs­ning stødt på noget, de kunne lide, det kunne være et sjovt digt el­ler en spændende historie, bad de tit om lov til at delagtiggøre kam­meraterne i oplevelsen. Til sidst måtte vi indføre særlige oplæsningspe­rioder, idet der var så mange, der gerne ville i gang.

Mange bøger blev anmeldt enten mundtligt for en gruppe eller for hele klassen - eller skriftligt til brug for klasseavisen. Børn med læsevanskeligheder fik in­dividuel hjælp af læreren, men med 40 elever i klassen, var det svært for læreren at nå rundt, således at der sjældent blev den ønskede tid til hvert barn.

Børnene blev af nød tvunget til at klare opgaver selv eller til at søge hjælp hos kammerater. Det var en lettelse for arbejdet, at klasselokalet var forsynet med masser af hjælpemidler: håndbø­ger, kladdehefter, papir, lim, sakse, ler, farver, aviser og papmache parat til brug. Det tog megen tid at holde depot og klasselokale velorganiserede, men det betalte sig.

Fokus på skabende aktiviteter.

Skabende aktiviteter havde en stor plads i undervisningen og blev konstant flettet ind i elevernes individuelle arbejde. Havde en dreng skrevet en god historie, vidste han, at han var velkom­men til at starte en teatergruppe, der skulle dramatisere den. Tit fik jeg først noget at vide om, hvad der var i gang, kort tid før forevisningen, hvor jeg blev anmodet om at se stykket, således at jeg eventuelt kunne hjælpe dem med de sidste detal­jer.

Emnearbejderne resulterede altid i fremstillingen af en arbejdsbog ved hjælp af pap, papir, lim og sytråd. Artiklerne og illustrationerne blev klæbet ind, og bogen blev forsynet med indholdsfortegnelse og forfatternavn. Desuden blev der lavet modeller, billeder og plancher, inden der til sidst blev gjort rede for resultaterne i et elevforedrag. Var kamme­raterne ikke tilfredse med redegørelsen eller var der uklarheder, blev der stillet mange spørgsmål under forelæggelsen. Ofte krævede det yderligere læsning og undersøgelser. Denne form forbedrede emnearbejdernes og den mundtlige fremstillings kvali­tet samt muliggjorde at læreren kunne holde kontrol med, hvilket udbytte de enkel­te havde haft af arbejdet.

Pædagogisk dans

En interessant del af idræt i engelsk børneskole var fri dans eller pædagogisk dans. Gennem kontraster i bevægelsesmåde, som kan udføres ved at skifte mellem lette, hurtige og afslappede bevægelser og langsomme, vedvarende og spændte bevægelser, kan man skabe for­nemmelser i kroppen af forskellige sindsstemninger: den blide kontra den aggressive. Ved at lade børnene eksperimentere med sådanne kontraster i begyndelsen af timen havde de bevægelsesmønstre at anvende, når musikken blev sat på. Det blev derfor en blanding af bevægelsesviden og fan­tasi samt musikkens rytme og stemning, der skabte dansen. Solodans var så afgjort den mest fornøjelige, idet barnet kunne give sig hen i sine egne bevægelser, men partner- og gruppedans havde stor betydning for det sociale miljø i klassen.

En besøgende lærer fortalte mig, at børnene var prægede af samarbejdsevne, hvilket jeg tror, blev påvirket af oplevelsen af hinanden, når de dansede. Jeg oplevede, at fri dans kan være en afleder for aggressive tilbøjeligheder. Når børnene kom tilbage til klassen efter en dans til ophidsende rytmer efterfulgt af en mere fredelig dans, var de afslappede og glade.

Turen til London

Efter at have arbejdet med emnet England i nogen tid var der behov for at finde ud af noget mere om London, som kun lå 80 km borte, og som kun en tredjedel af eleverne havde besøgt. Derfor bestemte vi, at vi ville opdage byen. To uger før turen gik hele klassen gruppevis i gang med at uddanne sig til guider i seværdigheder i London, således at alle havde nogle at spørge, når vi på turen ankom til de forskellige steder. Inden afrejsen fortalte grupperne om deres seværdighed, og tilhørerne kunne stille spørgs­mål. Der var en enorm videlyst, så guiderne måtte skrive man­ge spørgsmål ned til senere besvarelse. Under selve turen blev der ar­bejdet flittigt med notater og skitser. Efter hjemkomsten fulgte tre ugers intenst arbejde med efterbehandling, stilskrivning, udarbejdelse af modeller af kendte bygninger samt frem­stilling af billeder og tegninger. Vi fik også en masse matematik ud af turen, og resultaterne blev fremstillet i grafiske afbildninger. Vi kunne til sidst fylde en hel væg med plancher om London. Mange af børnene skrev digte om turen. Angela på 10 år skrev:

We saw Trafalgar Square,

With pigeons everywhere,

We also saw the Towers,

With all their might and powers.

St. Paul''''s Cathedral so tall and wide,

Little houses by its side,

All the people,

all the noise,

All the women,

all the boys.

We went for a trip on a boat,

lt started to rain,

So we put on our coats.

And those are some of the sights in London.

Børnene voksede med ansvaret

Selv om en ansvarlig opførsel blev forventet, glemte lærerne aldrig, at børnene var børn. De to første måneder i skolens historie krævede stor tålmodighed og lærernes tiltro til metoden, idet nogle af børnene reagerede som undertrykte, der pludselig havde fået frihe­den; men børnene fandt ud af, at undervisningsformen var vedvarende, faldt de stille og roligt ind i en god arbejdsrytme. De kunne lide deres skole, og de kede­de sig aldrig, for der var altid noget interessant arbejde i gang et eller andet sted i klassen, hvorfra de kunne hente inspiration.

Det krævede en anden indsats

Det meste af tiden færdedes læreren rundt blandt børnene, hjalp lidt her, opmuntrede andre, hørte en elev læse højt, forklarede et mate­matisk problem for et par stykker, havde en lille gruppe henne ved tavlen for at undervise dem i en grammatisk svaghed eller lytte­de til oplæsning af en elevs digt. Undervisningsmiljøet i klassen blev efterhånden arbejdsomt og behageligt. Jeg måtte lægge en stor indsats i udarbejdelse af indivi­duelt undervisningsmateriale, læsning og kommentering af store mængder af elevarbejder og ved at gøre notater om den enkelte elevs vanskeligheder og resultater.

Eleverne udviklede selvdisciplin ved at blive gjort medansvarlige for organisationen af deres tid og indsats i løbet af skoledagen. De udfolde­de initiativ og selvstændighed i kreativt arbejde med emner, der havde den enkeltes interesse. At skabe og at lære gennemsyrede skolens hverdag, og herunder lærte eleverne ikke blot deres egne fær­digheder og begrænsninger at kende, men kom i kontakt med omgivelserne: kam­merater, lærere, køkkenpersonale og gæster.

Jeg er ikke blind for de store krav denne undervisningsform stillede til lærere, skoleleder, forældre og myndigheder med hensyn til indstilling og indsats, men i Oxford ønskede man at yde det nødvendige. Den glæde, aktivitet og harmoni, som eleverne udstrå­lede, var en dejlig belønning for anstrengelserne.